Rapport om samfundsansvar 2024
I Sparinvest har vi netop offentliggjort vores rapport om samfundsansvar for 2024. Rapporten beskriver vores arbejde med miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold og de forpligtelser, vi har påtaget os i forhold til at bidrage til at løse de udfordringer, som verden står over for.

Handlinger og resultater i 2024
I rapporten kan du bl.a. læse, at Sparinvest-foreningerne i 2024 gennem Nykredit har fået blåstemplet klimamålsætningerne af Science Based Targets initiative (SBTi)*. Godkendelsen bekræfter, at de fastlagte målsætninger er videnskabeligt baseret og i overensstemmelse med de internationale klimaaftaler og slår fast, at de understøtter Paris-aftalens mål om at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader celsius.
Derudover har vi i 2024 bl.a. videreudviklet vores datainfrastruktur til styring af og rapportering på bæredygtige investeringer, styrket definitionen af god selskabsledelse og styrket ESG-praksis og governance i organisationen.
*SBTi er en organisation, der hjælper virksomheder med at sætte mål for at reducere drivhusgasudledninger på en måde, der er i tråd med den nyeste klimavidenskab.
Tiltag for at opnå klimamålsætninger
Vi har fortsat forpligtet os til, at alle foreningernes formuer samlet set skal være klimaneutrale i 2050, og at udledningsintensiteten på tværs af aktivklasser reduceres med 60% fra 2020 til 2030. Og for at sikre den langsigtede dekarbonisering af foreningernes investeringer har vi iværksat disse tiltag i 2024:
· Aktivt ejerskab over for selskaber med høje udledninger
· Øget andelen af grønne investeringer
· Klimarelaterede benchmarks
· Eksklusion af fossile selskaber, der ikke har lagt en troværdig omstillingsplan på linje med Paris-aftalen.
Dialog fører til resultater
Aktivt ejerskab er en hjørnesten i vores tilgang til at skabe langsigtet værdi for investorerne. Sparinvest udøver aktivt ejerskab på flere måder i investeringsprocessen, både gennem dialog med selskabernes ledelse, vores brug af stemmerettighed og samarbejde med andre investorer. Formålet er at forbedre den enkelte virksomheds præstation og dermed øge investorernes afkast.
I 2024 har vi haft særligt fokus på dialoger med selskaber inden for sektorerne Industri, Materialer, Energi og Forsyning samt Finans.
Eksempelvis har der været dialog med stålproducenten ArcelorMittal om omstilling og medarbejdersikkerhed, samt dialog med UBS om integrationen af Credit Suisse i bankens klimastrategi. I dialogen med Barclays har Sparinvest og andre investorer fremsat en fælles resolution vedrørende bankens klimastrategi. Resultatet blev, at Barclays reviderede deres erklæring om klimaforandringer og forpligtede sig til yderligere restriktioner for finansiering af olie- og gasaktiviteter.
I løbet af 2024 har foreningerne stemt imod anbefalinger fra virksomheders ledelse ved 66% af de generalforsamlinger, der omhandler klima bredt defineret.
Læs den fulde rapport her: Foreningernes rapport om samfundsansvar 2024
Relaterede Artikler


De 10 mest stillede spørgsmål om udbytter
