*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Aktuelt | 3 Min

Geopolitisk uro har sjældent betydning for finansmarkederne

Den geopolitiske situation er bekymrende, men selv om krige og konflikter kan have store humanitære, politiske og militærstrategiske konsekvenser, har de sjældent betydning for finansmarkederne. Det gælder også i den nuværende situation med krig og tiltagende spændinger i Mellemøsten, angreb på fragtskibe i Det Røde Hav og krigen i Ukraine.

Geopolitiske uroligheder har sjældent langsigtet effekt på finansmarkederne

Den geopolitiske uro er igen blusset op som en fornyet støjfaktor i markedet. Men typisk ender geopolitiske uroligheder sjældent med at have nogen større effekt på markedet, ud over på den korte bane.

Forstyrrelser af olieforsyningen kan påvirke markederne

Hvorvidt, geopolitiske uroligheder har en effekt, afhænger af, om det i sidste ende sætter et afgørende økonomisk aftryk, siger chefstrateg Frederik Engholm – i den nuværende situation fx via forstyrrelser i olieforsyningen.

”Den eskalerende uro i Mellemøsten har potentiale til at påvirke gennem forstyrrelser af olieforsyningen ved angreb på produktion eller logistik/transport. Det forbliver en risiko – ikke mindst fordi effekten kan blive voldsomt stor, hvis den manifesterer sig. Der er dog ikke meget, der antyder, at den risiko bærer en særlig stor sandsynlighed. Stærke kræfter i regionen - vestlige som lokale - forsøger at undgå den form for eskalering, mens prisfastsættelsen i oliemarkedet antyder, at risikoen vurderes at være lav til moderat", siger Frederik Engholm.

De forstyrrelser af fragtruter, som allerede udspiller sig med Houtiernes angreb på fragtskibe i Det Røde Hav kan vise sig at have en mindre effekt.

”Studier peger dog på, at selv relativt markante forhøjelser af fragtrater på flere hundrede procent kun giver moderat gennemslag til priserne på industrivarer. Indtil videre er containerfragtrater på ruter til Europa fra Asien steget 200 pct.”, siger Frederik Engholm.

Geopolitisk uro påvirker ikke inflationen

Urolighederne i Mellemøsten forventes ikke at have effekt på inflationsudviklingen.

”Vi vurderer, at i den nuværende situation, hvor både efterspørgslen og industrien i Europa er relativt svage, vil gennemslaget på den samlede inflation sandsynligvis ikke blive mere end få tiendedele af et procentpoint. Selv den effekt kan dog risikere at skubbe en smule til ECB’s villighed til at lempe renten på kort sigt. I vores aktuelle prognose har vi placeret den første rentenedsættelse fra ECB på mødet i april”, siger Frederik Engholm.

Mens inflationen ikke påvirkes af urolighederne, er situationen anderledes med hensyn til aktiviteten i industrien i Europa. Fx har Tesla planlagt et produktionsstop på sin tyske fabrik over to uger i begyndelsen af februar.

”Teslas varslede produktionsstop er relativt kortvarigt, men matcher nogenlunde den pause i leveringer, som omvejen neden om Afrika betyder for fragtskibe. Det afspejles også i mængden af gods, der har ramt Europas havne, som er faldet med ca. 25 pct. de sidste uger. Effekt af kortvarig varemangel, samt fordyrelse af fragten, kan derfor vise en effekt i priserne på de varer, hvor lagersituation er mest stram og efterspørgslen mindst priselastisk”, slutter Frederik Engholm.

 

Relaterede Artikler