*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Aktuelt |

Danskerne har over 1.000 mia. kr. på bankbogen

Ny tal fra Nationalbanken viser, at mange danskeres bankkonti fortsat bugner - trods et fald fra november til december på 9,4 mia. kr. Samlet set har danskerne ca. 1.088 mia. kr. stående kontant i danske pengeinstitutter.

Måske kan du ikke selv genkende billedet, når du ser på din egen konto. Det er du ikke alene om. Indlånet er nemlig ikke ligeligt fordelt. Der er tale om en mindre andel af danskerne, der i høj grad trækker gennemsnittet op. Generelt er billedet, at det er de ældre danskere, som trækker indlånsgennemsnittet op.

”Det faktum, at især de ældre danskere har store indlån, er måske ikke så overraskende. Det skyldes blandt andet, at de har kunnet spare op i flere år, og at de fx ikke længere har udgifter til hjemmeboende børn. Samtidig kan der være mange ældre, som har solgt deres sommerhus, helårsbolig eller andre aktiver og på den måde har fået større kontantbeløb på kontoen,” siger formueekspert Jeanette Kølbek.

Danskerne er godt rustet til tider med økonomisk usikkerhed

Inflationen har på det seneste været aftagende, men det ændrer ikke på, at de høje forbrugspriser har ramt alle på pengepungen. Det mærkes i budgetterne og er en af årsagerne til, at mange fortsat vælger at have penge stående kontant som en økonomisk buffer. Og set med de privatøkonomiske briller er det godt. Det gør det muligt at betale uforudsete omkostninger og dermed undgå at optage kredit eller lån for at kunne betale.

”Vi har fortsat en høj beskæftigelse, som gør det muligt for mange at spare op. Samtidig er de negative renter fortid, så der igen er rentetilskrivninger på indlån, hvilket netop øger incitamentet for de private husholdninger til at spare op på en indlånskonto,” siger Jeanette Kølbek.

Når vi så alligevel ser et fald på 9,4 mia. kr. i kontant indlån, så svarer det til, at hver voksen i gennemsnit har ca. 2.000 kr. mindre stående på kontoen i december i forhold til november måned. Det skal ses i lyset af, at december altid er en dyr måned på grund af julen, og at mange derudover har betalt store acontoregninger til opvarmning af boligen.

Den fortsat høje inflation gør pengene mindre værd

Fra december 2021 til december 2022 er danskernes kontante indestående i danske pengeinstitutter steget med ca. 46 mia. kr.

Tager vi højde for, at forbrugerpriserne i samme periode er steget med 8,7%, betyder det, at danskerne kan købe varer for cirka 49 mia. kr. mindre i år – sammenlignet med sidste år. Det kan ikke ses på kontoen, men kan både ses og mærkes, når der handles ind. Vi kan ganske enkelt købe mindre ind for pengene.

Sådan kan du ruste din opsparing mod inflation

Hvis du ikke forventer at skulle bruge pengene på den korte bane, og har du mulighed for at tænke langsigtet, vil investering være en mulighed for at inflationssikre opsparingen.

”På kort sigt er der typisk altid urolighed på aktiemarkedet, så du skal derfor tænke langsigtet og se på, hvornår du forventer at skulle bruge pengene. Kan du undvære opsparingen i minimum tre år, kan det give god mening at investere dem,” siger Jeanette Kølbek.

Hvis du vælger at tænke langsigtet og vil investere din opsparing, så skal du være opmærksom på, at det naturligvis er forbundet med en risiko. Derfor er det vigtigt at holde for øje, at jo længere tid, du kan beholde dine investeringer, desto større er sandsynligheden for et godt afkast. Og husk ikke at paniksælge, hver gang en investering tager et dyk - det kan gå hurtigt op igen.

”Husk at sprede din risiko ved at investere bredt i fx forskellige virksomheder, brancher og lande. Så undgår du, at hele opsparingen er placeret i de værdipapirer, der taber mest i turbulente perioder,” slutter Jeanette Kølbek.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du skal investere din opsparingen eller dele af den, så tag kontakt til din rådgiver i dit pengeinstitut.

 

Dette indhold er alene udarbejdet til information og inspiration og skal derfor ikke betragtes som en konkret anbefaling om investering. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket, om en given investering passer til din investeringsprofil. Historiske afkast og hidtidig kursudvikling kan ikke betragtes som en garanti for fremtidig afkast og kursudvikling, ligesom investering altid er forbundet med risiko for tab.

Vær opmærksom på, at indholdet kan tage udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet. Se derfor altid efter datoen, inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler