Farvel til ÅOP og goddag til ny europæisk standard – her er betydningen for dig som investor
ÅOP – bedre kendt som Årlige Omkostninger i Procent, som hidtil har været brugt i Danmark, udgår. Til gængæld indføres en ny fælleseuropæisk omkostningsvisning kaldet PRIIPs – som står for Packaged Retail and Insurance-based Products.

I mange år har vi i Danmark oplyst ÅOP ved køb af investeringsfonde. Formålet har været at sikre, at den enkelte investor nemt kan overskue omkostningerne, inden vedkommende trykker på købsknappen, og bedre kan sammenligne omkostninger på tværs af forskellige investeringsfonde.
Fremadrettet vil hjemmesiden indeholde følgende omkostningsoplysninger
- Løbende omkostninger
- Engangsomkostninger
- Omkostninger ved køb (emissionstillæg)
- Omkostninger ved salg (indløsningsfradrag)
- Transaktionsomkostninger
I stedet for ÅOP, som fjernes fra alle vores hjemmesider og tilhørende dokumenter, giver vi nye oplysninger om, hvor meget omkostningerne vil påvirke fondens afkast ved forskellige investeringshorisonter. Samtidig indtræder et nyt omkostningstal, transaktionsomkostninger, som dækker over fondens direkte og indirekte handelsomkostninger. Dette vises fremadrettet sammen med de løbende omkostninger samt de to engangsomkostninger emissionstillæg og indløsningsfradrag, som vi kender fra tidligere. Det gøres for at standardisere metoden og gøre det muligt for investorer at sammenligne på tværs af fonde i hele Europa.
Som noget nyt vil den nye PRIIPs-omkostningsvisning også inkludere forskellige afkastscenarier. Der vil fremgå fire forskellige afkastscenarier, som har til formål at vise, hvor meget afkastet på fonden kan variere under forskellige markedsforhold. De fire scenarier er baseret på fondens historiske afkast og risiko.
De fire afkastscenarier er følgende:
- Stress-scenarie
- Ufordelagtigt scenarie
- Moderat scenarie
- Fordelagtigt scenarie
Sammenfattende skal du som investor vænne dig af med ÅOP-tallet, men bliver fortsat godt klædt på i forhold til at kunne vurdere og sammenligne omkostninger på tværs af investeringsfonde, hvilket naturligvis er et vigtigt delelement, i jagten efter et attraktivt afkast efter omkostninger.
De nye regler trådte i kraft 1. januar 2023.
Relaterede Artikler


Aconto-udbytter for regnskabsåret 2024
