Vi tror på kursstigninger frem for fald når vi ser fremad
2022 er startet rigtig skidt med bl.a. et kursfald på 7% for globale aktier siden nytår – og endnu værre er det gået for danske aktier, der er faldet over 10%. Der er især stor nervøsitet over, at den amerikanske centralbank, Fed, begynder at hæve renterne efter en lang periode med massiv støtte.

Trods det, at udsigten til stigende renter gør markedet nervøst, ser vores strateger større sandsynlighed for kursstigninger end kursfald, når de ser tre måneder frem i tiden. Og vejen derhen kan meget vel byde på yderligere kursfald og store udsving.
Der har længe været spekulationer om, hvor mange og hvor store renteforhøjelser Fed vil komme med i 2022. Og onsdag den 26. januar kom så det længe ventede møde, hvor Fed meldte ud, at det er ved at være slut med de helt lave renter i USA.
”Fed lover aldrig noget, men signalet og intentionen er i vores øjne klare: Kun et uventet chok vil forhindre, at renten bliver hævet i marts. Med hvor meget er stadig uvist. Derudover fortsætter Fed som planlagt deres opkøb af obligationer indtil marts, selv om markedet havde spekuleret i, om opkøbene ville blive afsluttet tidligere. Budskaberne fra Fed er på linje med det forventede, men de åbnede dog døren for, at der kan komme flere renteforhøjelser i 2022, end markedet lige nu indregner. Og det gav noget bølgegang på markederne efterfølgende,” siger senioranalytiker Frederik Romedahl.
Stor usikkerhed – som vil lægge sig igen
På grund af nervøsitet forud for årets første rentestigning er de lange amerikanske renter steget, og det har især påvirket vækstaktierne, som har taget nogle store dyk. Vi forventer, at bevægelsen i de lange renter vil klinge af, og markedet vil rette sig op, når den største nervøsitet er aftaget.
”Det kan godt tage markedet nogen tid at genfinde sine ben, så vi kan komme til at se store udsving og yderligere kursfald, før de igangværende fald er afsluttet. Det skyldes også, at der er andre forhold som fx situationen mellem Ukraine og Rusland, som påvirker markedet negativt. Men vi ser større sandsynlighed for, at markedet ligger væsentligt højere end væsentligt lavere om tre måneder,” siger Frederik Romedahl og tilføjer:
”Det skaber ofte usikkerhed i markedet, når vi står foran en ny periode med rentestigninger, og når først markedet begynder at falde, så kan frygten let sprede sig. Men så længe rentestigningerne kommer i en tid, hvor økonomien har det godt, så viser historien, at stigende renter sagtens kan gå hånd i hånd med stigende aktier. Vi vurderer dog, at rentebevægelserne snart vil stabilisere sig lidt,” siger Frederik Romedahl Poulsen.
Investorerne synes heller ikke at være bekymret for væksten. Selv om de cykliske dele af markedet er faldet mere end de defensive, så blegner forskellen, hvis man sammenligner de ret moderate fald i value-aktier med en relativ kraftig korrektion i vækstaktier. Det vidner ifølge Frederik Romedahl om, at vi oplever ”rentefrygt” og ikke ”vækstfrygt”. Det betyder også, at den aktuelle korrektion særligt renser ud i de mere spekulative – eller oppustede – dele af aktiemarkedet samt alternative aktiver som Bitcoin.
Afkast i Sparinvest Value-fonde i 2022
Fond |
Afkast |
Benchmark |
Mer-afkast |
Sparinvest Value Aktier |
1,2% |
-7,0% |
8,2% |
Sparinvest Bæredygtige Value Aktier |
-0,4% |
-6,3% |
5,9% |
Sparinvest Value Europa |
2,7% |
-3,5% |
6,1% |
Sparinvest Value Emerging Market |
1,7% |
-0,80% |
2,5% |
Periode: 31.12.2021 – 26.01.2022
Undgå en alt for ensidig eksponering
Selv hvis den nuværende rentefrygt vil drive over, så skal man generelt forberede sig på, at 2022 bliver et år med store udsving. Det skyldes, at der fortsat er mange usikkerheder og modsatrettede bevægelser i markedet, og derfor gælder det om ikke at være alt for ensidig eksponeret i sin portefølje.
”Du skal ikke kun være eksponeret mod høj inflation og stigende renter, ej heller kun mod vækst og genopretning. Derfor går vi ind i året med en portefølje, der både involverer IT-sektoren, der ikke så godt kan lide stigende renter, og Finans-sektoren, der typisk trives i et miljø med stigende renter. Vi tror grundlæggende, at der er potentiale i begge sektorer, men det vil være forskellige faktorer, der driver dem. Overordnet anbefaler vi en sammensætning af sektorer og stilarter, der er mere blandet, end vi plejer, fordi der er mange usikkerhedsfaktorer i spil,” siger Frederik Romedahl.
I 2022 skal vi nok indstille os på mere beskedne afkast. Det skal bl.a. ses i lyset af de seneste år på aktiemarkedet, som har budt på ekstremt høje afkast. Faktisk har vi ikke set en stærkere 3-årige periode de seneste 20 år.
”Vi er så småt ved at vende tilbage til den økonomiske bane, som vi befandt os på, inden corona sendte os ned for to år siden. Men ser vi tilbage på de sidste tre år samlet set, så har væksten ikke været særligt imponerende, og virksomhedernes indtjening har da heller ikke modsvaret de kursstigninger, vi har set, endnu. Det betyder lidt for vores forventninger til det kommende år. Her tror vi helt generelt, at man skal indstille sig på lidt mere beskedne afkast,” slutter Frederik Romedahl.
Relaterede Artikler

Sparinvest lancerer europæisk forsvarsfond

Fire fonde skifter navn
