Både inflationen og renterne er stigende, og det har fået centralbankerne til at røre på sig, men er vi på vej mod en recession? Få chefstrateg Klaus Dalsgaards vurdering.
Særligt den stadigt stigende inflation har givet panderynker og frygten for recession har atter sneget sig ind som et samtaleemne blandt økonomer og investorer i både USA og Europa.
“Det, der sparker gang i recessionsfrygten, er den meget stærke inflationsudvikling, vi har set i de seneste måneder, hvor de finansielle markeder og forbrugerne bliver ramt af to chok på én gang: Det ene er stigende renteudgifter - det mærker alle, der står og skal have et nye lån til deres bolig. Det andet chok er, at energipriserne er steget meget på ganske kort tid pga. krigen i Ukraine, og det kommer oveni de allerede høje råvare- og fragtpriser,” siger chefstrateg i Sparinvest, Klaus Dalsgaard.
Og forhøjede energipriser er netop en af de faktorer, der potentielt kan gøre ondt på væksten.
“Selv om energipriserne er faldet tilbage fra de højeste tinder, så ligger de stadig højt. Og stigende energipriser er rent økonomisk at sidestille med en ekstra skat, forbrugerne skal betale. Vi skal i hvert fald meget langt ud, før folk slukker for varmen. Dermed vil høje energipriser dæmpe vores forbrug, fordi vi simpelthen må nedprioritere andre køb til fordel for den dyrere energi. Den udvikling afspejler sig allerede i de nyeste tal for forbrugertilliden, der viser, at vi danskere ikke har set så sort på fremtiden siden 2008, hvor vi havde finanskrise.”
Nervøsitet over rentekurven, men situationen er unik
Når frygten for recession sniger sig ind i markedet, er rentekurven et af de historisk set pålidelige værktøjer, som mange økonomer og investorer skæver mod. Rentekurven viser kort fortalt forskellen mellem den rente, du skal betale for en obligation med kort og lang løbetid - fx forskellen på 2-års- og 10-års obligationsrenter i USA.
Den korte rente bliver i høj grad fastsat af centralbankerne, der bruger renten til at regulere inflationen. Den lange rente styres af markedskræfterne og forventningen i fremtiden til inflationen. Er den korte rente højere end den lange rente, taler man om en invers eller inverteret rentekurve. Det fortæller, at investorerne tror, at pengepolitikken bliver stram nok til at kunne dæmpe vækst og inflation.
“Rentekurven kan godt skabe nervøsitet i dele af aktiemarkedet, men man skal lige huske på, at en recession ikke kommer natten over. Der kan sagtens gå 18 måneder fra, at rentekurven bliver invers, til vi rent faktisk får en recession. Lige nu har vi ikke en invers rentekurve, men den amerikanske rentekurve nærmer sig. Og det er langt fra hver gang, at rentekurven er invers, at en recession følger. Der er falske signaler, der kan snyde investorerne”, siger Klaus Dalsgaard og fortsætter:
“Det vil være meget tidligt at kalde en recession nu. Vi er lige kommet ud af en global pandemi, der har givet forskydninger i efterspørgsel og forsyningskæder, og som så bliver toppet af med en relativ stor krig i Europa. Det er så unik en situation, at det er meget svært at spå de afledte effekter. Samtidig ligger der nogle store investeringsplaner for infrastruktur i både USA og Europa, den grønne omstilling er i fuld gang, og så har vi jo altså stadigvæk renteniveauer, som er relativt lave set i en historisk kontekst. Så der burde fortsat være ressourcer til økonomisk fremgang. Derfor kan den nuværende situation meget vel vise sig at gøre rigtig ondt nu, men se ret anderledes ud om to-tre år.”
Hverken Fed eller ECB må træde for hårdt på bremsen
I den kommende tid vil fokus være skarpt rettet mod centralbankerne, der skal gå en meget fin balancegang med at tøjle inflationen, uden at hæve renterne så meget, at det kan give grobund for en økonomisk afmatning.
Den amerikanske centralbank (Fed) har allerede hævet renten og varslet yderligere seks renteforhøjelser i år. ECB har ligeledes sendt signaler i den retning. Højere renter kan potentielt resultere i en lavere økonomisk vækst. Og centralbankerne skal derfor fare med lempe, siger Klaus Dalsgaard Hansen:
”Kunsten for centralbankerne er at tøjle inflationen uden at lægge en alt for stor en dæmper på den økonomiske vækst. En høj inflation i år kan sagtens blive afløst af en lav inflation næste år, og så skal centralbankerne helst ikke have trådt for hårdt på bremsen med høje rentestigninger,” fortæller Klaus Dalsgaard og fortsætter:
“Fed ser ikke længere inflationen som forbigående. Udover at have hævet renten på deres seneste møde, så signalerer de, at der vil komme en renteforhøjelse på 25 basispunkter på samtlige rentemøder resten af året. Der er endda medlemmer af Fed, der taler for, at det ikke er nok, men at man måske skal hæve renten med 50 basispunkter. Det er ikke en officiel udmelding, men markedet er begyndt at prise det scenarie ind i tilfældet af, at det bliver den dominerende holdning hos Fed.”
Den Europæiske Centralbank (ECB) har endnu ikke hævet renten, men signalerne peger i den retning.
“I Europa er vi ikke lige så langt fremme konjunkturmæssigt som i USA, og kigger man nærmere på inflationen i Europa, kan man se, at den ikke griber ind i så mange brancher, men at den er meget fokuseret omkring energi- og fødevarepriser. Derfor kan ECB tage det lidt mere roligt. ”
ECB siger, at man vil nedtrappe det store opkøb af obligationer, der blev sat i værk under pandemien for at stimulere økonomien, og i den forbindelse kan der komme rentestigninger.
“ECB har i mange år brugt formuleringen, at rentestigninger vil kunne komme på tale “kort tid efter”, at de stopper et opkøbsprogram. Nu er formuleringen ændret til, at rentestigningerne kan komme “noget tid efter” og altså ikke “kort tid efter”. Dermed har ECB givet sig selv lidt mere fleksibilitet i forhold til, hvornår de vil hæve renten. Lige nu ser det ud til at opkøbsprogrammet vil være udfaset henover sommeren i år, og markedet regner derfor med en høj sandsynlighed for rentestigning i tredje kvartal efter ECB-mødet i september. “
