Er Kina blevet for usikker for investorer?
På det seneste er investorerne flygtet fra det kinesiske aktiemarked. Det sker som en reaktion på voldsomme statslige indgreb. Men det er faktisk en naturlig og ventet udvikling for Kina. Det siger aktiechef, Morten Gregersen.

I løbet af sommeren har Kina oplevet en række drastiske reguleringer, hvor Kinas kommunistparti på kort tid har vendt hele brancher på hovedet.
I juli blev den private uddannelsesindustri informeret om, at de skal gå non-profit. Også den gigantiske, kinesiske tech-sektor har flere gange mærket styrets reguleringer. Senest med et lovforslag, som vil reducere brugen af data og algoritmer til at influere brugerbeslutninger og generere trafik.
Og senest har online-spilindustrien måtte tage et hårdt slag ved indførelsen af en ny kinesisk lov, som siger, at personer under 18 år kun må spille mellem kl. 20 og 21 i weekenden.
Ny retning på vej i Kina
På kort tid er det kinesiske marked gået fra at have tilsyneladende uendelige investeringsmuligheder til at være et minefelt, hvor indgriben fra staten kan komme ”over night” og slå bunden ud på en hel branche. Men selv om indgrebene er ret voldsomme, kommer de ikke bag på vores aktiechef, Morten Gregersen.
”Som investorer er vi jo altid interesserede i vækst og stabilitet - og det er noget nær det modsatte, vi ser i Kina lige nu. De har igangsat en reformpolitik, som faktisk har været varslet i mange år, men som bliver udført på en mere drastisk måde, end vi er vant til i Vesten,” fortæller Morten Gregersen og fortsætter:
”Kina har de seneste 30 år haft fokus på kraftig vækst for at løfte befolkningen ud af fattigdom - og det er i høj grad lykkedes. Kigger man på deres femårsplaner, har vækst været hovedmålet, indtil den seneste, hvor vækst var kraftigt nedtonet til fordel for det, de kalder common prosperity. Kina er således på vej ind i næste fase af deres store samfundsudvikling.”
Det er kun begyndelsen på reformiveren, vi har set indtil videre
Kinas samfundsudvikling handler ifølge Morten Gregersen om at gøre middelklassen til den dominerende klasse. I kraft af sin hastige udvikling og vækst har Kina opnået en meget stor ulighed mellem rig og fattig. En ulighed der ifølge tidsskriftet Foreign Affairs faktisk er større end i USA.
Ser vi fx på uddannelsesmarkedet, var det inden sommerens reguleringer præget af stor ulighed, hvor de rigeste i samfundet kunne købe sig til langt bedre uddannelser, lektiehjælp og skoleremedier end de dårligere stillede i samfundet. Ser vi på tech-sectoren, brugen af sociale medier og de unges forbrug af spil og onlinetjenester, er problemstillingerne meget lig dem, vi også ser i Vesten. Men det er måden, at problemerne bliver håndteret, der skræmmer investorerne:
”Vi oplever jo de her bekymringer om ulighed, magtfulde techgiganter og børn, der bruger alle deres vågne timer foran en skærm i stort set hele verden - også i Danmark. I vestlige demokratier er vi bare vant til, at ændringer har en længerevarende proces med forhandlinger og overgangsperioder,” fortæller Morten Gregersen og fortsætter:
”Reformiveren i Kina er dog kun lige begyndt. Jeg er overbevist om, at vi snart vil se skattereformer, ejendomsreformer og sundhedsreformer. På mange måder har vi jo selv været igennem hele den mølle for 70 år siden, da vi for alvor tog fat i at skabe velfærdsstaten. Det her er så bare på en helt anden skala - det er omfordeling for over 1 mia. mennesker.”
Er Kina fortsat interessant for investor?
Vi er sandsynligvis vidne til, at en af historiens største vækstøkonomier med vilje trækker i håndbremsen for at konsolidere sig og få hele samfundet med på bølgen og opbygge en lang række velfærdsydelser. Og man kan derfor med rette spørge, om Kina er blevet uinteressant for os som investorer?
Figur 1 Afkastudvikling i Kina og Globalt
Figur 1 viser, at det kinesiske aktiemarked (MSCI China) er faldet 27% i perioden fra toppen i februar 2021 til slut september 2021. Denne udvikling er stik modsat de øvrige globale aktiemarked, der i samme periode er steget 12% (MSCI World).
”Alle de her gigantiske samfundsændringer skaber selvfølgelig stor usikkerhed - og jeg kan sige, at debatten om, hvorvidt Kina ligefrem er uinvesterbar, i øjeblikket raser i investormiljøet. Mange er begyndt at kigge mod andre emerging markets; eksempelvis Indien, der måske ligger, hvor Kina var for 20 år siden - klar til et stort vækstspring,” fortæller Morten Gregersen og tilføjer:
»Men Kina har også stadig muligheder - man skal bare kigge andre steder, end man måske har været vant til over de seneste år. Man skal måske kigge efter kinesiske forbrugsdrevne selskaber, der sælger til den kinesiske middelklasse, som altså gerne skulle få mange flere penge mellem hænderne de kommende år. Men det kinesiske marked er blevet meget mere kompliceret nu, så man skal virkelig gøre sit hjemmearbejde, være forberedt på mere statslig indblanding og sørge for, at man bliver betalt for den større usikkerhed.”
Relaterede Artikler

Danske aktier under pres – grund til bekymring?

Sparinvest lancerer europæisk forsvarsfond
