Sparinvest lancerer endnu en svanemærket aktiefond
Sparinvest lancerer nu en ny Value-fond med et særligt bæredygtigt fokus, Sparinvest Bæredygtige Value Aktier, der er blevet certificeret med Nordens officielle miljømærke, Svanemærket.
Fonden investerer i aktier på globalt plan og lanceres som et led i Sparinvest ambition om at gøre det lettere for danske investorer at træffe bæredygtige valg, for præcis som når du fx energirenoverer din bolig eller vælger en elbil, kan du også gøre en aktiv forskel for samfundet, når du investerer din opsparing.
Bæredygtighed er noget, mange forbinder med at tage cyklen, slukke lyset og sortere affald. Men vidste du, at det at investere bæredygtigt måske er det største bidrag, du kan tilbyde den bæredygtige omstilling?
Med lanceringen af den nye fond har Sparinvest lanceret fem svanemærkede fonde, hvilket gør Sparinvest til en af de kapitalforvaltere i Danmark, der udbyder flest svanemærkede fonde.
Sparinvest Bæredygtige Value Aktier har samme tilgang til såkaldt Value-investering (investering i selskaber, der er undervurderede af markedet) som andre af Sparinvests fonde, men forskellen – og årsagen til, at den nye fond har modtaget Svanemærket - ligger i graden af selskabseksklusioner samt i tilvalg af selskaber, som har en bæredygtig dagsorden.
25 obligatoriske krav til investeringerne
For at en fond kan blive svanemærket, skal den leve op til 25 obligatoriske krav, der bl.a. omfatter krav til, hvad fonden IKKE må investere i, dvs. graden af eksklusioner. Det betyder eksempelvis, at fonden skal udelukke virksomheder, der ikke følger internationale normer og konventioner, hvad bl.a. menneskerettigheder, grov korruption og grove miljøovertrædelser angår, ligesom fonden heller ikke må investere i virksomheder, hvor mere end 5% af omsætningen kommer fra våben, tobak, atomkraft og fossile brændstoffer.
Derudover er der en række krav til, hvordan man udvælger de selskaber, som er med i en svanemærket fond. Blandt andet skal mindst halvdelen af fondens investeringer være i virksomheder, der har en stærk bæredygtighedsprofil, som påvirker, hvordan virksomheden gebærder sig på områder, der angår miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.
Den nye fond er ifølge EU’s nye kategorier for bæredygtighed en såkaldt artikel 8-fond, hvilket betyder, at bæredygtighed bliver inddraget i selve investeringsprocessen, og at de virksomheder, som fonden investerer i, bliver analyseret ud fra et bredt bæredygtighedsperspektiv.