Ny salgsdirektør i Sparinvest

25.08.2016
Jacob Nordby Christensen, 45 år, er i dag blev udnævnt som salgsdirektør i Sparinvest. Han afløser Peter Møller Lassen, der dags dato er fratrådt efter fælles overenskomst med direktion og bestyrelse. Fratrædelsen skal ses på baggrund af uenighed om eksekveringen af Sparinvests 2018-strategi.
Adm. direktør i Sparinvest Per Noesgaard er ked af at skulle sige farvel til Peter Møller Lassen, der har arbejdet loyalt for Sparinvest i mange år, men han udtrykker samtidigt tilfredshed med, at Jacob Nordby Christensen har takket ja til at tage udfordringen op.

 "Med Jacob Nordby Christensen som salgsdirektør er jeg tryg ved, at vi kommer i mål med vores 2018-plan - også på salgssiden,” siger Per Noesgaard og fortsætter:

”Sparinvest har en ambitiøs strategi om at øge kapitalen under forvaltning fra de nuværende 76 mia. kr. til 100 mia. kr. i 2018. Det er derfor vigtigt ikke alene at fastholde vores vækst, men også at få sat ekstra fart på,” siger Per Noesgaard.

”Udskiftningen af salgsdirektøren skal ikke ses som utilfredshed med det historiske salg til dato, men som en uenighed om det fremadrettet salgsarbejde,” uddyber Per Noesgaard.

Jacob Nordby Christensen har 20 års arbejdserfaring på finansområdet, da han har arbejdet inden for finans, lige siden han afsluttede sin økonomiuddannelse på Aarhus Universitet i 1996. Fra 1996 til 2002 arbejdede han som aktieanalytiker hos først Jyske Bank og derefter Alfred Berg Bank. Herefter blev han senior porteføljeforvalter i Danske Invest, og i 2007 blev han Fund Manager i Sparinvest Property Investors. I 2010 blev han chef for ansvarlige investeringer hos Sparinvest, og i 2014 blev han udnævnt til Executive Vice President i Sparinvest. Frem til dagens udnævnelse som salgsdirektør udgjorde han sammen med Peter Møller Lassen salgsledelsen hos Sparinvest. Jacob Nordby Christensen sidder i Sparinvests investeringskomite og hans primære ansvarsområde hidtil har været internationalt og institutionelt salg.
Parallelt med sit arbejdet i finanssektoren har han gennemført den prestigefyldte finansuddannelse som Chartered Financial Analyst, og siden 2005 har han kunnet sætte CFA på visitkortet.

Jacob Nordby Christensen træder ind i direktionen for Sparinvest SA og bliver en del af forretningsledelsen.

Direktionen i Sparinvest består nu af:

  • Adm. direktør/CEO Per Noesgaard
  • Salgsdirektør/CSO Jacob Nordby Christensen
  • COO Niels Solon
  • CFO Henrik Lind-Grønbæk
  • CIO Jørgen Søgaard-Andersen

Om Sparinvest

Sparinvest blev grundlagt i 1968 som en dansk investeringsforening, men er siden vokset til en international kapitalforvalter med aktiviteter i 14 europæiske lande. Koncernen forvalter en samlet kapital på 76 milliarder kroner for 170.000 private og institutionelle investorer.