Aktier med lav risiko vinder på afkast

01.03.2016
Investorer, som vil investere i globale aktier uden at tage for høj risiko, har i flere år kunnet følge MSCI World Minimum Volatility. Indekset gav hele 24 % i 2014 og 17,5 % i 2015. Dermed har det de seneste to år slået det brede MSCI World-indeks. Den eneste danske afdeling, der følger indekset, er Sparinvest INDEX Globale Aktier Minimum Risiko.

Det succesfulde indeks blev lanceret i april 2008 og består af 326 aktier taget fra det brede MSCI World. Indekset er sammensat med det ene formål at følge de aktier, som tilsammen har den laveste volatilitet- dvs. de aktier, der har de mindste kursudsving.

De seneste år har indekset leveret solide afkast, men det er særligt i turbulente tider, det viser sin styrke. 2016 startede med et brat aktiedyk, men i de første to måneder er indekset steget 0,04 %, mens MSCI World-indekset til sammenligning faldt 6,75 %.

Højt afkast på lav risiko

Indeksafdeling giver investorerne adgang til det attraktive indeks

I 2010 lancerede Sparinvest indeksafdelingen Globale Aktier Minimum Risiko, der med stor succes har fulgt MSCI World Minimum Volatility meget tæt. Afdelingen er med 1,88 mia. kr. den største indeksafdeling hos Sparinvest og har ud over de flotte resultater på et og to års sigt også givet det bedste afkast af samtlige globale aktieafdelinger i Danmark på fem års sigt. 

”Strategien har performet fantastisk gennem de sidste fem år og faktisk bedre end samtlige andre globale aktieafdelinger i Danmark. Det er bemærkelsesværdigt, fordi aktiemarkederne generelt har været i fremgang. For strategien har netop sin styrke, når markedet falder tilbage, men har altså kunnet følge med op, når markedet stiger,” siger Jacob Loiborg, der er chefporteføljeforvalter for alle passive aktieafdelinger i Sparinvest.

En god grundportefølje for private investorer

I begyndelsen af 2016, hvor mange investorer oplevede betydelige kursfald på deres aktier, modstod afdelingen i stort omfang de negative tendenser. 

”Hele vejen gennem den turbulente start på året, har vi igen kunnet se, at det er de stabile sektorer som forbrugsvarer, telekommunikation og forsyning, som har gjort det godt. Men på grund af porteføljekonstruktionen er det kun en mindre del af vores merafkast, vi har hentet i de sektorer. Faktisk har porteføljen givet et bedre afkast i samtlige 10 sektorer”, siger Jacob Loiborg.

Strategien har performet fantastisk gennem de sidste fem år og faktisk bedre end samtlige andre globale aktieafdelinger i Danmark

Jacob Loiborg, chefporteføljeforvalter for alle passive aktieafdelinger i Sparinvest

Globale Aktier Minimum Risiko har med de flotte resultater opnået de maksimale fem stjerner hos Morningstar, hvilket betyder, at afkastet er i top 10 % i hele Europa.

”Afdelingen kan fungere som et fantastisk anker i en portefølje. Specielt private investorer, som ønsker en bred global aktieeksponering, men som ikke er villig til at løbe en stor risiko, vil have stor gavn af at bruge afdelingen som grundportefølje,” siger Jacob Loiborg.